Det sidste farvel

Døden er den naturlige afslutning på livet. I de tilfælde, hvor man vælger at lade sit kæledyr aflive, er det ofte ud fra meget tungtvejende overvejelser, hvor man ønsker at spare dyret for den sidste svære tid. Aflivningen foretages altså af hensyn til dyret, og man tilsidesætter derved sit eget egoistiske ønske om at beholde dyret.

Hvordan foregår en aflivning?
Ofte foregår en aflivning på klinikken efter forudbestilt tid. Ejerne må selv vælge, om de ønsker at være til stede, under aflivningen, eller om de f.eks. først ønsker at se dyret, når det er overstået. Det er en meget personlig sag, hvordan man ønsker at tage afsked med sit dyr, og dette respekteres til fulde.

Dyret vil først få en bedøvende sprøjte, således at den bliver bedøvet i løbet af nogle minutter og ikke oplever mere. Den bedøvende sprøjte gives enten i lårmusklen eller i nakkemusklen.

Den næste sprøjte gives direkte i en blodåre. Ofte vælges den blodåre, som ligger på forbenet. Når der er sikret en direkte adgang til blodåren, sprøjtes et kraftigt bedøvelsesmiddel ind, hvorefter dyret sover ind. Dyret undersøges med stetoskop for at sikre at det er dødt. Der er tale om en meget skånsom metode, som sikrer, at dyret ikke er udsat for unødigt ubehag.

Om det at miste et kæledyr
I dag er kæledyr en stor del af en families hverdag, og de betragtes da også i stigende grad som familiemedlemmer. Derfor er det en stor sorg, når den dag kommer, hvor dyret skal aflives. De fleste mennesker er ikke vant til at træffe så afgørende beslutninger, og derfor kan der opstå en konflikt ved at være den, der holder mest af dyret, samtidig med at man bestemmer, at tiden nu er inde.

Det er ligeledes vigtigt, i de tilfælde hvor der er børn i familien, at man taler om dyret og forklarer, hvorfor det er død. At det enten var "meget gammel" eller "meget syg" eller begge dele, fremmer børnenes forståelse. Børn er ikke i samme grad som voksne bange for at tale om døden, og det er de voksnes opgave at forsøge at tale om det.

Begraves eller kremeres

I nogle kommuner er det lovligt at begrave sin hund i haven, men det forudsætter, at man ikke bor ovenpå en vandåre. Over det døde dyr eller dens kiste skal der være mindst 1,3 meter jord. Er der tale om en urne, skal der være mindst 1 meter jord over urnen. Det er vigtigt at overholde disse regler. Dette skal ske af hensyn til at forbipasserende dyr ikke må kunne grave dem op. Dette kunne f.eks. være en ræv eller en anden hund. I nogle kommuner er det lovligt at begrave sin kat i haven, hvis man graver mellem 0,5 og 1,0 meter i dybden.

Andre vælger at lade dyreklinikken sørge for kremering af dyret. Der kan vælges at få dyret kremeret sammen med andre kæledyr eller få det kremeret alene og få asken tilbage i en urne.

Vi er tilknyttet Dansk Dyrekremering.